Historien
I 1835 mødtes en kreds af borgere i Frederik den Sjettes København for at diskutere den såkaldte asyltanke.
Hermed mente man – i datidens sprog – den idé, at ikke alle forældre kunne tage vare på deres børn i dagtimerne, og at der derfor måtte oprettes daginstitutioner.
I samtiden brugte man betegnelsen asyl om daginstitutioner for at signalere, at de skulle være fristeder for børnene i et vanskeligt og socialt belastet liv.
- Latin: asylum, et fristed.
Asyltanken var barn af industrialismen og kom ligesom den til Danmark fra England.
Den mest engagerede agitator for tanken her i landet var prinsesse Caroline Amalie, gift med den senere kong Christian den Ottende. Hun var selv barnløs, men brugte en stor del af sin energi på at hjælpe andres børn.
Sundby Asyl blev bygget i 1877, med det fornemme formål at give børnene et fristed, og har fungeret som en daginstitution siden da.