Mad og måltider

Efter en gennemgribende renovering af både huset og køkkenet, har vi fra den 15. oktober 2012 selv produceret den mad der serveres i huset. Hver dag dufter der skønt af mad eller nybagt brød.

Vi er en personale gruppe som i fællesskab arbejder målrettet, for at skabe en sund og glad spisekultur, med gode og alsidige madoplevelser i Sundby Asyl.

Vi har altid været et hus med interesse for mad og måltiderne. Hos os er måltiderne en pædagogisk aktivitet, det at spise er ikke noget som skal foregår imellem de pædagogiske aktiviteter, men det er i høj grad en pædagogisk aktivitet i sig selv som indeholder muligheder for læring og dannelse.

Vores mål er at servere mad af høj kulinarisk og ernæringsmæssig kvalitet, hvor børn har deltaget i madlavning, og det bliver spist i gode pædagogiske rammer.

Vi vægter inddragelse  af børn i madlavningen højt, da vi mener, at børns nysgerrighed overfor mad bliver større, og de tør smage på forskellige madvarer når de får lov til at selv eksperimentere. Det er vores holdning, at børn i alle aldre kan deltage i madlavningen så længe vi voksne forstår, at læse det enkelte barns færdigheder og understøtter hvor der er behov for det. Børnene skal se, dufte, røre og mærke og det kræver pædagogisk arbejde.

Børnene laver blandt andet: æggesalat, brød, suppe, hakker- skræller,-skærer grøntsager, skærer ostestænger, piller fisk, m.m.

Vi bruger hele huset til disse madaktiviteter. Vi ønsker at køkkenet bliver institutionens hjerte og at det er herfra processerne strømmer til stuerne, legepladsen, hele huset og hvor mange børn og voksne bliver inddraget.

Vi har valgt økologien til, da vi vil servere mad til børnene hvor vi minimerer deres indtog af sprøjtemidler, hormonforstyrrende stoffer og tilsætningsstoffer. Derudover ønsker vi at være med til at passe på naturen. Vi lever op til det krav der er fra Københavns kommune om at minimum 90 % af det mad der serveres skal være økologisk.

Vi har igennem tiden samarbejdet med Københavns madhus og været med i et projekt der hed køkkenløft. Køkkenløft var et udviklingsforløb over to år, hvor vi arbejdede på, at udvikle maden og måltidet hos os. Forløbet var et tværfagligt samarbejde imellem køkkenet, pædagogisk personale og ledelsen. Det har givet os et solidt grundlag for vores arbejde med mad og måltider idag.

Arbejdet med mad og måltider rummer gode muligheder for at understøtte børnenes læring på alle 6 temaer i den pædagogiske læreplan som er kommunikation og sprog, krop, sanser og bevægelse, natur udeliv og science, kultur æstetik og fællesskab, social udvikling og alsidige personlig udvikling.

Du kan læse mere om vores tanker og hvordan vi organiserer os på stuerne i vores praksisbeskrivelse for frokost og eftermiddagsmåltidet Praksisbeskrivelse frokost og eftermiddag 2022

Sukkerpolitik

Vi har udarbejdet en sukkerpolitik som bygger på, at vi bruger sukker som et “krydderi”, dvs. at det bruges med omtanke.

Vi ønsker at det er den enkelte forældre, der har ansvaret for hvor meget sukker barnet får. Derfor vil der som udgangspunkt ikke være kage, slik, saftevand med sukker i, eller is i Sundby Asyl. Ved traditioner som fastelavn serverer vi en fastelavnsbolle med glasur på, og til jul serverer vi æbleskiver med flormelis og syltetøj.

Ved fødselsdage og fester er både vores forældre og os selv gode til at finde alternativer som frugter, boller, tørrede frugt  og meget mere. Vi har udarbejdet en inspirationsmappe som findes på rød stue, med mange gode alternativer til sunde snacks.

IMG_0783
Børnene er selv med til at forberede frokosten